Referat for Teknisk Udvalg møde den 05. september 2023
155. Dispensation fra lokalplan 177 til placering af Havnens Hus på Havnegade 4B
Sagsnummer: 2022-012753
Sagsbehandler: Laila Wyke
Præsentation
Økonomiudvalget har d. 29. marts 2022 givet dispensation fra lokalplan 177 til at udelade havnefaciliteter integreret i bebyggelsen på Kulgrunden.
Havneejer ønsker derfor, at opføre en bygning til havnekontor og sejlerfaciliteter på matrikel 405c, Havnegade 4B. Arealet er i lokalplanen udlagt til parkeringsareal, og der forudsættes derfor dispensation fra lokalplanen. I forbindelse med dispensationsspørgsmålet skal indretningen af parkeringspladsen afklares.
Forvaltningen foreslår
- at der meddeles dispensation til opførelse af 150 kvm. havnekontorbygning i 1 etage, som fremstår som en træbygning, og som placeres og udformes som skitseret i sagsbeskrivelsen. Bygningen kan indeholde toiletter og badefaciliteter, vaskerum, sejlerstue, havnekontor og affaldsrum.
- at dispensationen meddeles med vilkår om at facade udføres i træ, at taghældningen sænkes svarende til referencefoto, og at alle eksisterende bygninger på arealerne fjernes senest inden opstart af sæson 2024
- at dispensationen meddeles med vilkår til udførelsen at parkeringsarealet og havnepromenaden som følger:
- plantning af bøgehæk og enkeltstående træer som vist på oversigtstegning
- belægning i parkeringsbåse skal udføres med chaussesten i granit svarende til løsningen ved Kulturøen.
- belægning omkring bygningen og på havnepromenaden udføres i granitfliser svarende til belægningen foran Kulturøen
- tilkørselsarealet kan udføres i granitskærver, der dog skal tromles jævnt
Sagsbeskrivelse
Ejendommen Havnegade 4B er omfattet af lokalplan 177. Ejendommen er i lokalplanen udlagt til offentligt tilgængeligt parkeringsareal.
Lokalplanen beskriver, at dele af områdets bebyggelse skal anvendes til servicefunktioner som f.eks. marinakontor på mindst 150 kvm.
Lokalplanen beskriver yderligere at det på kortbilaget viste areal skal udlægges til parkering.
Endelig beskriver lokalplanen at bebyggelse skal placeres indenfor de med blåt viste byggefelter. Placering af en bygning indenfor det med rødt markerede forudsætter derfor dispensation fra lokalplanen.
Forvaltningen har været i dialog med havneejer om udformningen af en bygning til havnekontor i forhold til afklaring af størrelse, højde, materialevalg og udtryk i øvrigt.
Havneejer har tilsluttet sig en udformning med en bygning med ensidig taghældning. Ejer har skitseret en bygning, der er lidt større end 150 kvm. og har en lidt større hældning end referencefotoet. Ejer har accepteret at reducere bygningen og sænke taghældningen. Vægbeklædning er oplyst til at være Thermowood varmebehandlet træ fri for kemikalier. Som tagmateriale har ejer haft et oplæg med tagpap med henblik på opsamling af regnvand til toiletskyl, men ejer er indstillet på at udføre tag som grønt tag, hvis det fordres. Lokalplanens krav er grønt tag, og tagpap vil forudsætte dispensation.
Ejers forslag, der agtes tilrettet efter kommunens anvisninger
Referencefoto
Lokalplan 177 har blandt andet til formål at sikre offentlighedens adgang gennem området, så det indgår som en naturlig del af forbindelsen langs Middelfart Havnefront.
Lokalplanens §5 angiver at parkeringsarealer skal opbrydes af plantebælter med træer og buske. Dermed skal der etableres plantebede mellem rækker af parkering samt for hver 8. parkeringsplads i længderetningen. Desuden er angivet at parkeringsarealet på Havnegade 4B skal afgrænses med hæk i 1 m højde suppleret med solitære træer, så der dannes et løvtag over parkeringsarealet jf. kortbilag. I §9 er beskrevet at havnepromenaden skal udlægges i 5 m bredde. Promenaden skal anlægges med fast og jævn belægning.
Såfremt dispensationen gives, vil det derfor være under forudsætning af at disse forhold gennemføres.
Ejeren har foreslået betonfliser til belægning på parkeringsbåse, havnepromenade og omkring byggeriet. Forvaltningen vurderer, at belægningen skal tilpasses området for opnåelse af en ensartethed, og indstiller derfor at parkeringsbåsene belægges med chaussesten i granit, svarende til parkeringen ved kulturøen, og at havnepromenaden samt arealerne omkring bygningen belægges med granitfliser, svarende til belægningen foran kulturøen.
I forbindelse med høring er der indkommet indsigelse mod placeringen af havnekontoret, da det tager udsigten fra de 2 inderste boliger i stueetagen på blok 1 på Kulgrunden. På vedlagte fotos ses hvordan det ansøgte havnekontor vil påvirke udsigten langs Havnegade og mod Kulturøen. En sænkning af taghældningen vil reducere påvirkningen af udsigten fra de 2 boliger.
Økonomi
Ingen
Høring
Det ansøgte har i november 2022 været sendt til ejeren af blok 1 på Kulgrunden samt til de ejere og brugere af stueetagen på Nytorv, der har butikker/café ud mod Havnegade.
Ud over høringssvar fra ejeren af blok 1 er der ikke indkommet høringssvar.
Fra ejeren af Blok 1 på Kulgrunden er indkommet indsigelse mod den viste placering. Den juridiske ejer af blok 1 har tilsluttet sig indsigelsen.
Ved sænkning af taghældningen imødekommes ejerne af naboejendommen delvist, da den begrænsning af udsynet, som byggeriet vil give, reduceres.
Klima & bæredygtighed
Beslutning
Udsat.
Anders Møllegaard deltog ikke i sagens behandling.
Behandlingsplan
Bilag
156. Godkendelse af nyt vejnavn
Sagsnummer: 2023-009177
Sagsbehandler: Carina Høj
Præsentation
Der skal laves et nyt boligområde på Røjlemosevej 70, under byplanvedtægt 8, bestående af 26 nye boliger. Området skal tildeles et særskilt vejnavn, og udvalget skal i den forbindelse godkende et vejnavn.
Forvaltningen foreslår
At udvalget godkender et af de fire foreslåede vejnavne:
- Borghøj
- Skovhuset
- Borghøjvænget
- Skovhusvænget
Sagsbeskrivelse
Der opføres et nyt større boligområde midt mellem allerede etablerede boligområder.
Ejer, Borghøj Ejendomme, Henrik Johansen/Familiebolig har forslået to vejnavne til området:
- Borghøj - begrundelsen er, at det passer godt til området. Grunden har en meget stor stigning fra den ene ende til den anden. I den lave ende af grunden ligger den lige overfor Borgvænget (mod Nord). Og mod vest ligger Gyvelhøj.
- Skovhuset - begrundelsen er, at adressen i mere end 30 år, har heddet ”Skovhuset” i folkemunde.
Yderlig to forslag er Borghøjvænget eller Skovhusvænget. Begrundelsen herfor er, at fire af de nærliggende veje, ligeledes hedder "vænget". Vejen øst for området hedder Stenvænget og vejen mod nord hedder Borgvænget.
Økonomi
Ingen
Høring
Forvaltningen har haft dialog med ejer om vejnavnet, der har foreslået 2 af navnene.
Forslagene har været sendt i høring ved Middelfart Museum samt Strib lokaludvalg.
Bestyrelsen for Lokaludvalget i Strib vil gerne foreslå, at området får vejnavn Skovhusvænget.
Begrundelse herfor: at de omliggende gader er vænger samt at Skovhusvænget relaterer til området, der i folkemunde er kaldt for Skovhuset
Klima & bæredygtighed
Beslutning
Udvalget beslutter Skovhusvænget.
Anders Møllegaard deltog ikke i sagens behandling.
Behandlingsplan
157. Retningslinjer for 'til leje/til salg' skilte i erhvervsområder
Sagsnummer: 2023-011469
Sagsbehandler: Kathrine Bruvik Kristensen
Præsentation
Middelfart Kommune er i konstant udvikling, og hertil følger en øget interesse fra erhvervslivet o.a. i forhold til en større synlighed, herunder skiltning og reklamering. Dette gør sig blandt andet gældende for skilte/reklamer for bygninger/lokaler til leje og til salg i erhvervsområderne.
Det kan konstateres, at der i erhvervsområderne i Middelfart er en del 'til leje/salg' skilte. Løbende modtager forvaltningen ansøgninger der om opsætning af denne type skiltning.
På baggrund af ovenstående er der udarbejdet en række retningslinjer for 'til leje/salg' skilte i erhvervsområderne. Retningslinjerne foreslås anvendt som administrationsgrundlag for forvaltningen til vurderingen af skilte og reklamer, men vil også kunne bruges af ansøgere, bygherrer og erhvervsdrivende som vejledning og til inspiration ved udformning af skilte.
Forvaltningen foreslår
-
at det fremlagte administrationsgrundlag indeholdende retningslinjer for 'til leje/til salg'- skiltning/reklame i erhvervsområderne vedtages som administrationsgrundlag for forvaltningen.
Sagsbeskrivelse
Formålet med retningslinjerne er at give et administrationsgrundlag for 'til leje/salg' skiltning i erhvervsområderne i hele Middelfart Kommune og dermed et samlet grundlag for sagsbehandlingen, der sikrer, at ansøgninger om opsætning af skilte bliver vurderet på et ensartet grundlag.
Retningslinjer omhandler kun ’til leje/salg-skilte’ i erhvervsområderne, de permanente skilte reguleres efter gældende lokalplan for området. Administrationsgrundlaget skal dermed sætte rammen for dispensationer fra gældende lokalplaner i forhold til de midlertidige skilte som 'til leje/salg' skilte.
Med retningslinjerne sikres det, at kommende skiltning er styret og ensrettet i forhold til udformning og udseende.
I vedhæftede bilag findes forvaltningens udkast til et administrationsgrundlag for 'til leje/salg' skilte, henholdsvis for fritstående skilte på faste konstruktioner samt skilte/banner opsat på bygningsfacader.
Økonomi
Ingen.
Høring
Ingen.
Klima & bæredygtighed
Beslutning
Godkendt.
Udvalget ønsker en evaluering om 1 år.
Anders Møllegaard deltog ikke i sagens behandling.
Behandlingsplan
Bilag
158. Anmodning om ophævelse af tinglyst færdselsret
Sagsnummer: 2023-006257
Sagsbehandler: Tina Frisch Karstensen
Præsentation
Middelfart Kommune har modtaget anmodning om ophævelse af tinglyst færdselsret ved ekspropriation i forbindelse med fjernvarmeudrulning.
Forvaltningen foreslår
- At servitut om færdselsret ophæves helt ved ekspropriation efter varmeforsyningsloven.
- At der afholdes åstedsforretning.
Sagsbeskrivelse
Baggrund
Gelsted Fjernvarme har søgt om, at Middelfart Kommune ved anvendelse af hjemlen i varmeforsyningslovens § 16, stk. 1, pålægger ophævelse af servitutrettighed til færdsel til afhentning af afgrøder på Gelsted Fjernvarmes ejendom på Tømmervej 3, matr.nr. 10ck, Gelsted By, Gelsted. Servitutrettigheden tilhører den til enhver tid værende ejer af matr.nr. 10cy, som i dag er A/S Gelsted Tømmerhandel. Parterne har ikke kunne opnå en mindelig løsning.
Hvis færdselsretten ophæves, indebærer det en matrikulær ændring, som er godkendelsespligtig efter privatvejslovens § 12, stk. 1, eftersom det pågældende areal i så fald nedlægges som fælles privatvej.
Varmeprojektet
Gelsted Fjernvarme skal opsætte en biomassekedel med en indfyret effekt på 1,1 MW på Tømmervej 3 som led i det af kommunen godkendte varmeprojekt til grøn omstilling af gasområderne. Kedlen skal dække det fremtidige udvidede fjernvarmebehov i de nye områder. Der etableres et påslag for aflæsning af træbriketter (brændsel til biomassekedlen). Desuden etableres nyt posefilter for fjernelse af partikler. I forbindelse med transport af brændslet etableres parkeringspladser.
Færdselsretten hindrer etablering og brugen af påslaget samt parkeringspladser. Det er ikke muligt at etablere anlæggene andre steder på matriklen.
Konsekvenser af en evt. ophævelse
Afgrøder fra marken vil ved ophævelse af færdselsretten kunne afhentes ad adgangen til Søndergade, hvorfra også øvrig færdsel til og fra marken foregår. Middelfart Kommune har 20. januar 2023 vurderet, at der er vejadgang fra matr.nr. 10cy til den offentlige vej, som må bruges i forbindelse med landbrugsdrift på matriklen.
Gelsted Fjernvarme bekendt anvendes færdselsretten til marken ikke, men adgang sker i stedet ad Søndergade eller Tømmervej.
Gelsted Fjernvarmes ansøgning
Gelsted Fjernvarme anmoder om, at færdselsretten ophæves. Færdselsretten er til hinder for etablering og brugen af biomassekedlen og tilhørende påslag samt etablering af nødvendige parkeringspladser i forbindelse med transport at biobrændslet. Der vil være væsentligt øget kørselsaktivitet med biobrændsel fra Tømmervej til påslaget, og parkeringspladser for personbiler og varevogne skal etableres i indkørslen i den ene side af matriklen. Varmeforsyningen vil desuden være mere fremtidssikret med en fuld ophævelse, fordi der forventeligt skal etableres yderligere produktionskapacitet (varmepumpe, solcelleanlæg eller lignende) til dækning af det fremtidige behov som følge af den nationale grønne omstilling af varme og -energiforsyningen.
Gelsted Fjernvarme har herudover påpeget, at der ikke længere er grund til at fastholde servitutrettigheden, som begrænser fjernvarmeselskabets ejendomsret, når der er anden vejadgang til Tømmervej. Det er derfor ikke i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, hvis færdselsretten fastholdes.
Gelsted Fjernvarme anmoder på denne baggrund principalt om, at færdselsretten ophæves for hele matriklen.
Det er forvaltningens vurdering, at ekspropriation er proportionel.
Økonomi
Eventuel erstatning af tab for Gelsted Tømmerhandel i forbindelse med ekspropriation betales af Gelsted Fjernvarme.
Høring
Gelsted Tømmerhandel har haft mulighed for at tilkendegive deres synspunkter inden sagen er sendt til politisk behandling.
Gelsted Tømmerhandel ønsker at bevare den tinglyste vejret.
Klima & bæredygtighed
Varmeprojektet gennemføres som led i den grønne omstilling. Fjernvarmeudrulning sker med henblik på udfasning af gas fra boligområderne.
Beslutning
Godkendt.
Anders Møllegaard deltog ikke i sagens behandling.
Behandlingsplan
Bilag
Deklaration.Færdselsret.Mart.nr.10ck.Gelsted by Gelsted.15.08.1994
Anmodning om ekspropriation i forbindelse med varmeprojekt på Tømmervej 3
Tilladelse til vejadgang fra matr.nr. 10cy, Gelsted By, Gelsted, til Tømmervej
ny_20236137_situationsplan-konstruktion-påslag_plt_v2_servitut-rids
ny_20236137_situationsplan-konstruktion-påslag_plt_v2_luftfoto 2022